Undervisere

Underviser
Karoline er uddannet i dramaturgi fra Århus Universitet i 2022 og arbejder som dramaturg og forestillingsleder på Kolding Egnsteater.
Her brænder en teaterild, der glæder sig meget til at komme i gang med at arbejde med talenterne på Teaterskolen Kolding.
Der er meget nytænkning i Karolines tilgang til teater og det kommer eleverne virkelig til at nyde godt af.

Underviser
Victor er en af vores erfarne undervisere, der har været hos os i flere år, både som elev, assistent og underviser.
Victor har en rigtig god evne til at være i øjenhøjde med eleverne, og det skaber stor tryghed hos dem at have ham som underviser.
På scenen har Victor efterhånden også et pænt CV bag sig med roller i blandt andet Lille Virgil og Et Juleeventyr på Dronning Dorothea Teatret, samt i Jels Vikingespil.
Udover det brænder Victor også for filmmediet, hvor erfaringen fra teatret kommer ham til gode, selvom det er en anden måde at spille skuespil på.

Vikar
Nynne er en engageret og passioneret teaterunderviser, der brænder for at give børn og unge en sjov og tryg oplevelse på scenen.
Hun tror på, at det vigtigste ved teater er at have det sjovt, mærke fællesskabet og opdage, hvad man selv kan. Nynne har instrueret alt fra teaterstykker, musicals til kortfilm.
Derudover har Nynne også selv gået på teaterskolen, og ved, hvordan man udvikler sig som skuespiller.

Underviser
Calum har været på Teaterskolen i mange år, som elev i 5 år og som underviser-assistent på flere camps samt i flere sæsoner på vores yngste hold. Til dagligt arbejder Calum i en vuggestue.
Calum er ved at være temmelig erfaren efter en del gange på scenen på Dronning Dorothea Teatret, bla. i Folk og Røvere, Midt om Natten og Krummernes Jul. Han har også medvirket i Jels Vikingespil.
Han brænder utroligt meget for fællesskabet og hvordan man løfter hinanden gennem samarbejde. Selvom man måske ikke har meget eller slet ingen erfaring med teater og drama, når man møder op første dag, er målet, at man føler sig mere sikker på en scene, når vi er færdige.

Underviser
Silke har i hele sit liv interesseret sig for teater.
Hun har spillet teater i 13 år, og har medvirket i stykker som Gummi-T og Emil fra Lønneberg på Dronning Dorothea Teatret. Der har aldrig været nogen tvivl om hendes kærlighed til scenen.
Silke har også gået på Efterskolen for Scenekunst, hvor hun har fået meget med sig på vejen. Hun elsker at lære det fra sig og give andre unge samme kærlighed for scenekunstens verden, som hun igennem årene har fået.

Underviser
Julie er en af vores nye talentfulde undervisere på skolen.
Igennem flere år har hun arbejdet med børn og unge, og har selv deltaget i blandt andet Krummernes Jul og Kvinde, kend dit mord på Dronning Dorothea Teatret, og sommeren 2025 i Charles Tante i Nordfynsspillene.
Det er kendetegnende for Julie, at hun 99,9% af tiden har det gladeste smil på og er i et fantastisk humør.

Underviser
Launy er en garvet teaterveteran med ukuelig Peter Pan-energi. Han startede som underviser på Teaterskolen i 1996, hvor han underviste frem til 2004. Efter en pause kom han tilbage i 2016 og har de sidste mange år fokuseret benhårdt på Teaterskolen, både som underviser og som formand for skolen.
Han har spillet teater siden 1994, senest med en rolle som ”Pippi’s far” på Dronning Dorothea Teatret.

Underviser
Sinne er uddannet pædagog og arbejder til daglig som klasselærer.
Hun har mange års erfaring indenfor teater og udover at have været en del af flere forestillinger på Dorothea Teatret, gik hun på Teatrets allerførste dramahold, hvor selveste Anders W. Berthelsen underviste.
At lege og have det sjovt i et trygt fællesskab er vigtigt for Sinne. Vi skal lege og føle os trygge før vi kaster os ud i at spille teater og vi skal øve os i at være en del af det fællesskab der kendetegner teatret.
Der skal være plads til alle og alle skal have det megasjovt på Sinnes hold.

Underviser
Alexander er 37 år gammel autodidakt skuespiller som kommer fra Vejle.
Han har 19 års erfaring som skuespiller og medvirket i over 25 kortfilm og haft en bærende birolle i Web serien Hotel Paradis på Ekko Shortlist.
Alexander har i skrivende stund medvirket i 53 forskellige teaterstykker og instrueret 7.
Han er desuden en ivrig skribent og skriver selv både stykker og filmmanuskripter.
Og så har han også gået på Rødkilde teaterhøjskole, Musik og Teater højskolen i Toftlund.

Underviser
Daniel er en af vores nye underviser, men han har masser af teater erfaring både på og bag scenen.
Han har været med i mange forestillinger på Teater Malstrøm i Fredericia som f.eks. “Peter Pan”, “Den Lille Prins” og forskellige show-forestillinger samt på Dorothea i “Nissebanden” og “Krummernes Jul”.
Han har også flere gange stået bag scenen som bla. Instruktørassistent, rekvisitør og forestillingsleder, og er i vinterferien 2027 instruktør på ”Dyrene i Hakkebakkeskoven” på dronning Dorthea teater.
Han glæder sig meget og er en åben og glad person, som brænder for teater.